Bliv hurtigere på tastaturet

Kunne du tænke dig at blive lidt hurtigere til at skrive på et tastatur? Så læs videre, for her har vi et par links der kan hjælpe med at forøge hastigheden af skriverierne.

Typeracer
Det kan godt være kedeligt, at skulle øve sig i at skrive hurtigere på et tastatur, og alene det kan få mange til at føle sig godt tilfredse med at bruge tofingersystemet mens man sidder og kigger på tasterne. Men med Typeracer bliver der lidt leg over øvelserne. Her kan man nemlig dyste mod andre, det foregår ved at man hurtigst muligt skal skrive en tekst af. Efterhånden som man får skrevet sin tekst, flytter racerbilen sig på skærmen og så gælder det selvfølgelig om at komme hurtigst i mål.

Link: play.typeracer.com

10 Fast fingers
Hvis du gerne vil vide lidt om hvor hurtig og præcis du er til at skrive så kan du teste dine taste-evner på hjemmesiden 10fastfingers.com. Her skal du afskrive en lang række engelske ord, så hurtigt og præcist som muligt. Testen tager 60 sekunder og når tiden er gået får du din score.

Link: speedtest.10-fast-fingers.com

Typefaster
Hvis du mener det seriøst og gerne vil blive bedre til at skrive på et tastatur, og måske endda ønsker at lære ti-fingersystemet, så er der god hjælp at hente med programmet Typefaster, som er et program der skal downloades og installeres på computeren, men det er helt gratis.

Dette program kan også sættes op til at understøtte de danske tegn som æ, ø og å.

Link: sourceforge.net/projects/typefaster

Kategori:
Tema
-
Tags:
tips
15. november 2016