PinClipBoard: Et bedre clipboard som virker på tværs af enheder

Apps & services : ,

Har du nogensinde ønsket du kunne kopiere noget tekst eller et billede fra din computer, og indsætte det på en anden computer eller din mobil? Eller at det du kopierede ind med Ctrl+C komandoen ikke blev overskrevet hver gang du kopierede med Ctrl+C? Hvis svaret er ja, så er her et bud på en bedre Clipboard Manager som virker på tværs af enheder.

De fleste er fint tilfreds med den indbyggede Clipboard Manager i Windows som lader os kopiere og indsætte tekst fra et sted til et andet på computeren. Men med PinClipBoard får du et meget mere avanceret Clipboard som tilmed virker på tværs af Windows, Mac, Android og iOS, hvilket betyder du kan kopiere noget fra den ene enhed og så indsætte det på den anden uden brug af Dropbox, Onedrive og andre synkroniseringstjenester

Forbedret produktivitet
Hvis du arbejder meget med at kopiere tekst og billeder mellem forskellige programmer som f.eks. Word og sider på nettet, så er ClipBoard History funktionen i PinClipBoard ganske smart, da den gør det muligt hurtigt at kopiere flere forskellige elementer og så indsætte dem efterhånden som du får brug for det.

Hvis der er billeder, tekster eller andet du ofte indsætter så er det muligt at få hurtig genvej til det ved at “pinne” det til clipboardet og så indsætte via Pin Board funktionen med simpel træk og slip.

Kopier og indsæt mellem andre enheder
Hvis du f.eks. har noget tekst eller et billede som du vil kopiere fra en computer til en anden, eller til en mobil, så er det også muligt ved at tilføje synkroniserings funktionen under indstillinger. Når synkroniserings funktionen er installeret og slået til, bliver der vist en Qr kode og en IP adresse. Qr koden kan man så skanne med mobilens kamera for at få adgang til indholdet af clipboardet, og IP adressen kan indtastes i en browser på en anden computer for at få adgang til indholdet.

Det smarte er at man ikke skal oprette nogen konto eller logge ind nogen steder, for det hele fungere via dit eget lokale netværk, og dine clipboard data bliver således ikke sendt ud på internettet.

Funktionen er dog ikke helt så smart og gnidningsfri som hvis man har en Mac og en iPhone, da der her i forvejen er indbygget et universelt clipboard som virker direkte mellem Apples egne enheder. Men bruger man f.eks. en blanding af Windows, Mac og Android mobiler, så er det en fin enkel løsning.

Download:
PinClipBoard er gratis og kan hentes her: PinClipBoard.com Programmet fås både som en installerbar version, og som en portabel version som ikke skal installeres først og derfor f.eks. kan køres direkte fra en USB pen.