Digitaliser gamle fotoalbums nemt og hurtigt

Digitale fotos har mange fordele frem for traditionelle papirfotos gemt væk i fotoalbums eller skotøjsæsker. De kan f.eks. nemt deles med andre, man kan se dem på computeren, mobilen eller den store fladskærm hjemme i stuen, og så er det nemt at tage backup af de kostbare minder. Det kan selvfølgelig også have sin charme med et traditionelt fotoalbum man kan sidde og bladre i, men det ene udelukker jo ikke det andet, og jeg kender flere som stadig får fremkaldt sine digitalfotos på papir, hvilket man kan gøre nemt og til en fornuftig pris. Derimod er det for mange en stor eller nærmest uoverkommelig opgave, at skulle scanne de mange gamle papirfotos – hvis man overhovedet har en scanner.

Men der findes faktisk en måde man nemt og hurtigt kan få sine gamle fotos digitaliseret ved hjælp af en smartphone. Det kan klares med en App som hedder Photomyne, som gør scanningen af de gamle fotos nem og hurtig.

Photomyne har i forhold til andre lignende apps eller hvis man bare bruger kameraet til at tage et billede af fotoet, de fordele at man kan scanne flere fotos samtidig, som f.eks. en hel side i et fotoalbum. Men det mest smarte er at appen selv analysere og genkender de enkelte fotos og derefter rotere, beskære og optimere billederne.

papir-til-digital-fotos

Man kan også nemt dele de indscannede fotos på f.eks. facebook, hvor man kan tilføje gamle fotos til ens tidslinje på det årstal billedet er taget og således få en mere fyldestgørende tidslinje over sit liv på facebook – hvis man altså ønsker det.

Sammen med appen tilbyder Photomyne et premium abonnement til knap 100 kroner om året, hvor man får fuld cloud backup af sine indscannede billeder og samtidig kan få adgang til dem via en webbrowser på computeren.

Photomyne findes indtil videre kun til iPhone, men der er en version på vej til Android. App’en findes i to versioner, hvor den ene er gratis og den anden koster 39 kroner. Gratis versionen er dog noget begrænset, men den er udmærket til teste og afprøve appen med, og man kan tilkøbe forskellige funktioner via in-app køb hvis man vil.

Alt i alt en god og nem måde at få gjort sine gamle papirfotos digitale på, selvom kvaliteten naturligvis ikke kan måle sig med det en rigtig scanner kan levere. Men fordi det er så nemt og hurtigt er chancen for, at man faktisk får gjort noget ved planerne om at digitalisere de gamle billeder meget større.

Premium servicen er til en rimelig pris, men der findes bedre cloud muligheder til sine digitale fotos, hvor man også kan gemme alle andre billeder og videoer. Så de fleste vil nok få mere ud af at flytte billederne til sin eksisterende cloud service, man skal dog huske at gøre dette inden man sletter appen, for ellers bliver de indscannede billeder slettet sammen med Photomyne! Når man køber appen får man samtidig 30 dages gratis online backup med webadgang, hvilket kan bruges til at få lagt billederne over på ens computer.

Du kan  kan her under se en lille video som viser hvordan det hele fungerer:


Opdateret:
Photomyne har rettet lidt på deres navne i appstore og Google play, sandsynligvis for det er nemmere at finde dem hvis man bare søger på en scanner app. I Appstore hedder den nu “Scanner App by Photomyne”, og i Google play, hedder den “Fotoalbum Scanner”

Photomyne Pro kan hentes til iOS her (App store link), og den gratis version til test kan hentes her (App store link).

Photomyne kan hentes til Android mobiler her. I Google play hedder appen Fotoalbum Scanner.

 

Apps & services