Se værdien af din og naboens bolig

En ny hjemmeside fortæller hvad værdien er på din, naboens og 1,2 mio. andre boliger. Siden hedder Bolighed.dk, og udover at vise en anslået værdi af boligen, kan man få vist en hel masse andre data. Man kan f.eks. få vist hvor attraktiv boligen er, hvilket tager udgangspunkt i boligens kvadratmeterpris i forhold til gennemsnittet for boliger af samme type i samme område. Man kan også få vist den estimerede prisudvikling og forventninger om den kommende prisudvikling for boligen. Og så er det også muligt at få oplyst tidligere handelspriser og generelle fakta for boligen.

Ifølge Bolighed’s eget udsagn er formålet at gøre det nemmere og mere gennemskueligt at være boligejer. Og siden er da også ganske nem at bruge, man indtaster blot en adresse og så får man på flot og overskuelig måde de mange indsamlede og estimerede data om boligen vist sammen med en række informationer om nabolaget.

Man kan også oprette sig som bruger på siden, hvilket blandt andet giver mulighed at “tage ejerskab” af sin egen bolig, som så giver adgang til nogle flere funktioner. Med en profil har man blandt andet mulighed for at følge udviklingen af ens egen boligs værdi, eller følge andre udvalgte boliger, som man af den ene eller anden grund har interesse for. Og så får man automatisk opdateringer på hvem der køber og sælger bolig i sit lokalområde. Det er også muligt at komme i kontakt med andre boligejere gennem siden.

Hvis man går i salgstanker, så kan man via en service som hedder: Måske til Salg®, teste interessen for boligen ved at få information om hvor mange andre brugere der har vist en interesse for den.

Ønsker du ikke at de mange informationer som er samlet om din bolig, skal ligge frit tilgængeligt på Bolighed.dk, så er det bare ærgerligt, for Bolighed oplyser at de ikke sletter boliger eller informationer fra deres side, da man alligevel kan finde disse informationer gennem en række offentlige registre – de har blot samlet og gjort de mange data lettilgængelige.

Bolighed der er registeret som en anpartsselskab (ApS) ejes af de fire pengeinstitutter Nykredit, Sydbank, Spar Nord og AL Bank.

Kategori:
Websider
-
Tags:
Informativ
15. november 2016