4,2 sekunders optagelse bliver til flot musikvideo

Bandet OK Go har lavet flere musikvideoer som er ganske spektakulære. Personligt synes jeg den kunstneriske værdi ofte er større i selve videoen end musikken, når det kommer til udgivelser fra OK Go – men som alt i denne genre er det selvfølgelig et spørgsmål om personlig smag.

Deres seneste video til sangen “The One Moment”, er specielt godt lavet. Her bliver en 4,2 sekunders real-time optagelse skruet ned i hastighed, så det bliver til en 4 minutter lang slow-motion video. Det har krævet ekstrem timing og planlægning for at opnå resultatet i videoen, som er lavet uden computereffekter og manipulation.

I videoen ser man en masse maling, nogle guitarer og en række vandballoner som sprænges i luften inden for de godt 4 sekunders optagelse. Samtidig udfører bandmedlemmerne forskellige ting som f.eks. at bladre i en bog, som med en perfekt synkronisering viser forsangeren synge.

Se videoen her under:

 

Hvordan er det lavet?
For at muliggøre optagelserne er der brugt nogle meget præcise digitale udløsere, som var indstillet til at udløse flere hundrede begivenheder hurtigt efterfulgt af hinanden. Det hele blev synkroniseret med en højhastigheds robotarm, der var udstyret med flere kameraer som filmede begivenhederne.

Og til eventuelle musikere som læser med, og måske kniber tæerne lidt sammen når de mange guitarere sprænges i luften, kan jeg oplyse, at det faktisk er rigtige guitarer som må lade livet her, men der er tale om defekte eksemplarer som er blevet skrottet efter produktionen.

Idé og inspiration
“Sangen ‘The One Moment’ er en fejring af (og en bøn for) de øjeblikke i livet, hvor vi er mest i live.” fortæller bandet i videoens credits, og fortsætter:  “Mennesker er ikke udstyret til at forstå vores egen midlertidighed; Det vil aldrig stoppe med at være dybt smukt, dybt forvirrende, og dybt trist, at vores liv og vores verden er så flygtigt. Vi har kun disse få øjeblikke. Heldigvis er der blandt dem et par, der virkelig betyder noget, og det er vores opgave at finde disse øjeblikke.”

Med videoen, forsøger bandet således at repræsentere denne ide – alt er optaget i et kort øjeblik af total kaos og forvirring, og så vist i langsom gengivelse, som synliggør hvert lille øjeblik og skønheden deri.

Godt lavet, og godt det ikke er mig som skal gøre rent bagefter 🙂

Video

    1. Anonym

    Tilføj din kommentar