En sød lille animationsfilm om at dømme folk for hurtigt

Video : ,

De fleste af os bruger blot et kort sekund på at dømme folk og putte dem i en passende kasse. Når vi møder nye mennesker kigger vi kort på dem og danner et billede af hvem de er som mennesker, om det så er overvægtige personer, en mor med et grædende barn i indkøbscenteret, eller manden med de store tatoverede overarme – der skal ikke meget til før vi har en mening om andre folk, selvom vi slet ikke kender dem.

Det med at dømme andre på et splitsekund ud fra nogle få visuelle tegn, er egentlig et vigtigt instinkt, eller har i det mindste været det dengang vi kunne møde en sabeltiger eller andre mennesker fra en fjendtlig stamme på vores vej, og derfor lynhurtigt skulle tage en beslutning om der var fare på færde.

Og måske gør det ikke så meget, at vi er hurtigt til at danne os et måske fejlagtigt billede af andre folk, hvis vi bare venter med at dømme dem, og er lige så hurtige til at udskifte vores første personbillede så snart vi får lidt mere viden om personen.

Game Changer

Og det med at dømme folk for hurtigt er netop emnet i denne lille søde animationsfilm du kan se her under, hvor en action figur som er en gevinst i en spillehal er lidt hurtigt til at dømme den lille pige som gerne vil vinde ham. Denne macho action figur danner sig hurtigt et billede af hvor frygtelig det vil være hvis den lille pige vandt ham og han blev hendes legetøj, og han gør derfor alt for at forhindre hende i at vinde nok billetter til at kunne få ham. Men måske har han dømt hende for hurtigt?