Shoebox: Gem dine fotos i skyen og få adgang på alle enheder

Apps & services : , , ,

Der findes efterhånden mange tjenester som tilbyder at opbevare og tage backup af dine værdifulde fotos og videoklip. Bruger man iPhone som mobil så, er der god sandsynlighed for at det er Apples egen iCloud foto service som bliver brugt. Og har man en mobil med Android, så taler sandsynligheden for Google Photos. Begge dele er ganske udmærket, men iCloud fotos er begrænset til Apples egne produkter, og Google fotos er jo heller ikke perfekt. Har man et Office365 abonnement, så har man også lagerplads i skyen på op til 1TB, som bl.a. kan bruges til fotos, men vil man se sine fotos i OneDrive, så går det ret langsomt med download, hvilket ikke er optimalt hvis formålet er at kunne se alle fotos fra f.eks. mobilen uden det optager plads der.

Shoebox – din virtuelle fotoæske i skyen.

Der findes dog også en anden løsning til opbevaring, backup og fremvisning af billeder og fotos fra skyen. Og her kan jeg anbefale en service som hedder Shoebox, og selvom det ikke er helt så kendt som de før nævnte services, så er det faktisk en ganske god løsning, som bare virker og er nem at benytte.

Når man går ind på deres hjemmeside Shoeboxapp.com, så bliver man mødt med teksten “Free unlimited photo storage, so you can rediscover your photos anywhere.”, og det lyder jo fantastisk, men det er det bare ikke, for det som man får for “gratis” er faktisk ikke meget værd. Her bliver billederne nemlig skaleret ned til en lavere kvalitet, og man får også kun gratis plads til 15 minutters video, hvilket jo ikke rækker langt.

Men for 48 dollars eller hvad der svarer til ca. 320 danske kroner om året, får man ubegrænset plads til fotos i original kvalitet, sammen med 10 timers video backup. Jeg synes egentlig det er en fair pris, og de burde droppe forsøget med at lokke med “gratis”, for vi ved jo godt at virksomheder ikke kan leve af at give deres produkter væk, man betaler altid på en eller anden måde. Og derudover er deres Pro service faktisk rigtig god og efter min mening pengene værd – men det afhænger selvfølgelig af ens personlige behov.

Jeg har valgt at opstille de fordele og ulemper jeg synes Shoebox Pro har i forhold til konkurrenterne og i forhold til hvad jeg personligt mener sådan en online foto service burde tilbyde.

Hvad er godt ved Shoebox Pro?

  • Shoebox kan tage backup af billeder direkte fra mobilen og samtidig spare plads på mobilen. Man kan også uploade billederne til sit online galleri fra computeren, hvis man f.eks. vil gemme billeder fra et digital kamera eller bare overføre hele sit arkiv af digitale fotos og (video).
  • Det er rart ikke at være begrænset til et specifikt “økosystem”, og kan benytte sit online fotoalbum uanset om man er til Android eller iPhone, en almindelig PC/Mac eller bare vil se billederne via en webbrowser. Man har således adgang til billederne på alle enheder og det betyder ikke noget om man skifter mellem android og iPhone som mobil.
  • I modsætning til en del andre foto services, så går det fornuftigt hurtigt med at få vist billederne, selvom man ikke har dem liggende lokalt.
  • Brugervenlig brugerflade som er ens på alle enheder, og som giver mulighed for at se sine billeder på såvel en tidslinje, med mulighed for at bladre kontinuerligt eller afgrænse via måned eller år.
  • “This day in history” er en smart funktion som viser alle billeder der er taget samme dag alle foregående år. Det er sjovt at starte dagen med at få vist hvad man lavede denne dag for præcist et år siden og alle andre foregående år.
  • Man kan organisere billederne, ved at oprette albums for specifikke begivenheder.
  • Det er nemt at dele udvalgte billeder via. f.eks. facebook, email eller ved hjælp af et link til et udvalgt album.
  • Billederne er krypterede og private.
  • Man kan også gemme video, og afspille videoerne direkte fra skyen via appen.

Hvad er ikke godt nok ved Shoebox Pro?

  • Video er begrænset til en 1080p og må vikke være længere end 6 minutter. Alle de services jeg kender har en begrænsning på video, da det jo kræver mere af server og båndbrede, og mens jeg kan leve med en opløsning på 1080p (for nu), så synes jeg en tidsbegrænsning på 6 minutter per video er i underkanten.
  • Indtil videre er det kun mobil apps som kan uploade video, det vil sige at man ikke kan uploade sine gamle videoklip via PC app’en. Shoebox har dog oplyst NetMonster om at der kommer en opdatering som muliggør video upload via deres desktop app, men dog uden at kunne sige noget om hvornår.
  • Det ville være rart hvis man nemt kunne oprette albums i app’en ud fra de mappe-strukturer man i forvejen har på computeren.

Man kan afprøve Shoebox Pro gratis i 14 dage, og hvis man ikke har behov for videoklip og kan leve med en lidt lavere kvalitet på billederne  (som man selvfølgelig har backup af i fuld kvalitet andet sted), ja så kan gratis planen faktisk også være noget værd – om end ikke for andet end den smarte “This day in history” funktion.

Du kan downloade shoebox til din enhed her: ShoeBoxapp.com.

2 kommentarer til Shoebox: Gem dine fotos i skyen og få adgang på alle enheder

  1. Anonym

    Det er en god app som er nem og bruge, men 35 kroner om måneden er for meget når jeg kan det samme gratis med Google fotos

  2. Maria Sørensen

    Virker på både min iPhone og kærestens google telefon. Elsker dagen i dag for et år siden funktionen

Skriv en kommentar:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.